Så meget vil det koste statskassen at halvere momsen på frugt og grønt
Fra 25 til 12,5 procent.
Et konkret tiltag om at halvere momsen på frugt og grønt i landets dagligvarebutikker har fået landets skatteminister, Jeppe Bruus (S), til at regne på forholdene sammen med sit ministerium.
Og det vil altså umiddelbart koste statskassen mellem 2 og 2,5 milliarder kroner at halvere momsen.
Det skriver Dagligvarehandlen.
Men dette milliardbeløb omfatter formentlig ikke hele omkostningen.
- Det bemærkes, at der også vil være blandt andet administrative og implementeringsmæssige konsekvenser ved indførelse af en nedsat momssats. En nedsat sats på frugt og grøntsager vil være forbundet med øgede administrative omkostninger for erhvervslivet såvel som det offentlige, blandt andet som følge af afgrænsningsproblemer og mere komplekse regler, skriver skatteministeren.
Hertil bemærker han, at en ændring af momssystemet også vil påvirke Skatteforvaltningens IT-systemer, hvilket også vil være forbundet med økonomiske omkostninger.
Et tidligere forsøg på at sænke momsen i Coops butikker har givet markante resultater, som RetailNews tidligere har skrevet om.
Det viste resultatet af Coop 365discounts forsøg
- Salget af grønt steg med 44 procent sammenlignet med den tilsvarende periode året før
- Salget af frugt steg med 23 procent
- 14.852 støttede initiativet med lavere moms på frugt og grønt
Kilde: Coop 365discount
Tilbage i efteråret, da Coop netop havde lanceret forsøgsordningen, foretog RetailNews også en rundspørge hos den øvrige dagligvarehandel, om et lignende tiltag kunne blive aktuelt hos dem.